Minor med udløb: Glad for at være i Helsingør

Rasmus Minor Petersen er glad for at være i FC Helsingør. Han har kontraktudløb denne sommer, men skal have gang i en dialog med klubben.

29-årige Rasmus Minor Petersen har været en vigtig mand for FC Helsingør, som i denne sæson har sikret sig oprykning til Superligaen.

Men den stærke forsvarsspiller har kontraktudløb med den nordsjællandske klub i denne måned og der er endnu ingen afklaring. Der er dog ingen tvivl om, at Minor gerne vil spille Superliga med Helsingør.

– Det er en kæmpe drøm for mig. Det har været en lang vej, siger han til bold.dk.

Han understreger, at han er glad for at være i klubben, men nu skal parterne sætte sig ned sammen og finde ud af, hvad der skal ske.

– Jeg skal sidde ned og holde nogle møder med de forskellige. Så må vi se, hvad der sker. Men jeg er utrolig glad for at være i Helsingør, det skal jeg ikke lægge skjul på.

– Jeg synes stadig det er et spændende projekt og det er fedt den måde, vi har præsteret på. Nu skal jeg lige hjem og snakke med konen om bryllup og fremtid, og så skal jeg have nogle forskellige møder. Vi er allerede lidt i gang, så der er lidt på tapetet.

Rasmus Minor Petersen scorede et mål og blev noteret for en assist i Helsingørs to playoff-kampe mod Viborg.

For detaljerede oplysninger, klik her: Fodboldtøj til Børn